User Tools

Site Tools


fjordfolket_dk

Fjordfolket.

Dette er en pre publish first draft til mit eget personlige brug så del venligst ikke - En downloadable PDF udgave er under udvikling men skal gennemgå redigering mm. før release

- Mange tak fordi, at du respekterer dette.

Du kan skynde under processen ved at give en donation



Engang for længe siden inden Verden så ud som den gør i dag, eksisterede et folkeslag der blev kaldt Fjordfolket..

Det var et driftigt folk, som levede i samklang med naturen omkring dem.

De var glade og vel tilpasse og ingen led nogen nød. Men pludselig en dag ændredes alt!

Sådan begynder historien Fjordfolket skrevet af Einar Petersen.

Fjordfolket er et eventyr hvor du kan følge en rask prinsesse og hendes djærve fæller i deres jagt efter deres dyrebareste skat som fører dem helt til Dybets Borg fra den onde Havgrimm fra Blådybet som har stjålet den.

Du kan følge dem i deres verden under vandoverfladen og hvorledes de på sin spændende færd lærer hvad den mest værdifulde skat i verden i virkeligheden er.

Eventyret er del af et projekt der skal vise at individuelle forfattere med dagens printerteknologi for en lille skilling kan producere bøger uden at et trykkeri eller store oplag behøver at blive trykt forinden. Alt som kræves er en mindre investering din fantasi og din arbejdslyst. Tryk her for at læse mere om projektet.

Bogen er 55 sider og kan bestilles på nettet og koster 70 kroner, ex. porto/adm samt moms mm. (hhv. 30 DKK + 25DKK) i.e. 125.- DKK v. levering - den bliver sendt til døren.

Du kan bestille ved at klikke på linket. For at læse andre historier mm. (mest på engelsk) kan du trykke her.

Om fjordfolket.

Billeder og fortælling Copyright 2015, alle rettigheder forbeholdes Einar Petersen

Tak til jer som på forskellig vis har støttet udgaven.

Mentanargrunnur Landsins.

Eyðbjørn Jakobsen, Zhao Dan, Han Jing, Pia Dam Enevoldsen, Thomas Halager Svendsen og ikki minst en stor tak til min kone mína Jindong Ding Petersen for din inspiration, dine gode råd og din kærlighed.

Om bogen.

Udgaven af Fjordfolket er blevet til virkelighed i samarbejde med Mentanargrunnur Landsins som har støttet dette projekt som var rettet imod at vise hvorledes det er muligt for forfattere at være deres eget forlag vha. de hjælpemidler den moderne teknologi tilbyder os i dag, uden at dette behøver at koste forfatteren i dyre domme.

Du kan læse mere om projektet på hjemmesiden

http://einarpetersen.com

Forhåbentlig bringer denne bog mange gode stunder, det være sig når den læses eller hvis du føler dig inspireret til også at give dig i kast med at producere egne værker.

God læselyst - De bedste hilsener, Einar Petersen

Fjordfolket.

Engang for længe siden inden verden så ud som den gør i dag var der et folkeslag der blev kaldt Fjordfolket..

Det var et driftigt folk som levede i samsvar med naturen omkring dem. De var glade og vel tilpasse og ingen led nogen nød.

Men pludselig en dag ændredes alt!

Det var som tordenskrald da døren til Korallslottet splintredes og den onde latter hos Havgrím fra Bládybet fyldte hjertet på forsamlingen i tronsalen med angst.

Da Havgríms soldater kom stormende fejede de enhver modstand brutalt til side og til trods for at mange heltemodigt forsøgte at forsvare kongen og den største skat hos Fjordfolket; så var ingen af dem i stand til at stoppe angriberene.

Kongens stemme dundrede igennem kampens tumulter:

“Stands øjeblikkeligt! Her skal intet liv lades, hverken for guld eller andet! Frembær jeres ærinde.“

Det blev dødstille i tronsalel Havdis, prinsessen som havde leget skjul, lurede med bange øjen ud fra dække af borddugen som hun løftede just så højt at hun så hvad der foregik, et syn som fyldte hende med rædsel.

Havgrim pegede på kongen. En dyb mumlen fra forsamlingen fyldte tronsalen, idet det gjordes klart for dem hvad disse lømler var i færd med, da kongen rettede sin arm frem og de kunne se hvad han holdt fast i.

Lige så hurtigt og uventet som de havde brudt sig ind, lige så hurtigt forsvandt angriberene og med sig tog det det mest dyrebare som Fjordfolket ejede… “Det Gyldne Øje” og inden Havgrimur forlod dem svor han at enhver som fulgte efter ham til Dybets Borg ville dø.

Nu undres du nok over hvad “Det Gyldne Øje” er.

Det kan jeg godt forstå og det er lidt svært at forklare men lyt engang!

For Kongen og Fjordfolket var “Det Gylne Øje” blevet en institution i sig selv.

Hvis nogen havde tvivl om noget eller eller havde problemer, ja så viste “Det Gyldne Øje” vejen og således havde det været i generationer lige siden Fjordfolkets første Konge havde ladet “Det Gyldne Øje” smede…

Nu skal det ikke forstås sådan at der er tale om et øje som kunne se alt og derfor advare om alle farer.

Det havde været ret smart ikke sandt? Men hvis det havde været sådan så kunne Fjordfolket haft kunnet gemme “Det Gyldne Øje” inden Havgrims mænd kom brasende.

Sandt at sige var “Det Gyldne Øje” en slags lærebog om hvorledes et folk bør betragte sine medmenesker og sine omgivelser; men det var ikke en bog som andre.

Nej, det skal jeg sige dig. “Det Gyldne Øje” var intet mindre end en blank skinnende krystal perle sat på et scepter af det dyreste røde guld som du kan forestille dig.

I hundreder af år havde kunsthåndværkere brugt sine evner til at ingravere alt det som Fjordfolket havde lært i perlen på sceptret således at enhver som havde brug for det frit kunne lære af sine medmenesker alt som de havde behov for at vide.

Men efter “Det Gyldne Øje” forsvandt, ændredes alt.

Fjordfolket begyndte at glemme det de havde lært gennem hundreder af år.

For hver af de gamle som faldt fra begyndte de yngre at behandle hinanden og deres omgivelser værre og værre.

Folk begyndte mere og mere blot at tænke på sig selv og brød sig slet ikke om hvad andre måtte have brug for.

Som dage blev til år forværredes situationen.

Til sidst var der kun gråd og tænders grislen at høre når man gik sig en tur igennem byen - Hvis man alså fik fred til det for tyve og ander rakkerpak var begyndt at genere enhver sum turde gå udenfor en dør!..

Den smukke sang var forstummet og glæden var borte. Alt syntes håbløst og i resterne af Koralslottet sad den gamle konge med sorgbundne øjne og skuede ud over hvorledes hans og alle hans forgangeres livsværk ebbede ud og opløstes.

En dag had således sad og skuede trådte hans datter, som nu var blevet en ung kvinde ind.

“Far du må gøre noget - Du kan simpelt hen ikke lade riget forfalde på denne måde”.

Kongen kiggede op og sukkede inderligt – “Jeg er for gammel kære datter, var jeg blot 50 år yngre så ville jeg have eftersat Havgrim helt til Dybets Borg og folket ville have været der med mig”.

“Jeg troede at vi kunne klare os uden “Det Gyldne Øje”, men således skulle det ikke være. ” “Har vi ikke øjet til at lede os så har vi intet…”

Prinsessen blev arrig – “Jaså, men hvis ikke du vil gøre noget så vil jeg.”

Hun gjorde om og trampede ud af de sørgelige rester af tronsalen tæt fulgt af to livvagter.

Prinsessen tænkte som en gal. Var det virkelig så grelt at ingen vidste hvad de skulle gøre.

Var der virkelig ingen der kunne hjælpe dem?

Pludselig gik det op for hende: Erling hin Gamle, mon han stadig var i live?

Dengang hun var lille havde hun hørt om Erling hin Gamle, mange synes han var en særling, ja enndog en regulær galning.

Han brød sig ikke om at være imellem andre menesker og så var han en af de få som længe efter at “Det Gyldne Øje” var forsvundet holdt fast i at nogen burde tage afsted og generobre det for alle var klar over hvem der havde stjålet det.

Folk plejede at drille ham med at hvis det var så nødvendigt at få det igen så kunne han blot selv drage afsted og kræve det returneret.

“Det kan da også være at jeg bare gør det”, plejede han at svare inden han rasende tramped bort.

Helt hvorhen han plejede at forsvinde hen var hun ikke sikker på, men det var nok et sted i Østre Tangskov.

“Hvor bor Erling hin Gamle”, spurgte hun en af livvagterne.

Han kiggede på prinsessen med spørgende øjne “Erling hin Gamle?”, svarede han som om han ikke forstod spørgsmålet.

“Ja, Erling hin Gamle, ham alle sådan grinede af fordi han havde tænkt sig at kræve 'Det Gyldne Øje' tilbage fra Havgrim”, prinsessen gentog spørgsmålet.

Det blev tydeligt at livvagten vidste et eller andet men at han af en eller anden årsag ikke ville sie noget.

“Okay - Hvis ikke du vil svare så vil du måske”, sagde prinsessen og kiggede på den anden livvagt hvis andsigt blev gråt og udtryksløst uden at der dog kom noget svar fra ham.

“Nå sådan - I vil ikke svare ?”, prinsessen kiggede olmt på sine livvagter.

“Jaså, jamen så må jeg vel finde ud af det selv!”. Inden nogen af dem náaede at svare sad prinsessen på en Søhest hvis små flagrende vinger med rasende fart førte hende imod tangskoven.

Begge livvagter løb stønnende efter prinsessen, men inden de nåede op på siden af hende forsvandt hun i udkanten af Tangskoven.

Livvagterne kiggede på hinanden - Hvis de nogen opdagede at de havde mistet hende af syne ville det ikke blive morsomt at være dem. Der var ikke andet at gøre, så hurtigt som deres ben kunne bære dem spænede de tilbage til stalden og rem tømmerne fra en staldkarl som var i færd med at sætte 3 Søheste ind i stalden. Inden han náede at sige så meget som et eneste ord om sit mishag var livvagterne ude af syne.

Mange timer senere fandt de prinsessen. Hun sad i et gammelt hus og igennem vinduet kunne man se at hun talte med en gammel og skægget Fjordling.

De bankede høfligt på og da døren gik op var de hurtigt indenfor.

“Nu kommer du med os hjem!” sagde den ene med brysk stemme.

“Nå så det tror du”, svarede prinsessen.

“Ja det gør jeg!”, svarede livvagten.

Erling hin Gamle fandt et smil fram - “Jaså og hvad har du tænkt dig at fortælle kongen at hun har siddet her hos mig og talt i flere timer og at hun næsten blev slugt af en sulten Torsk før jeg mødte hende i Tangskoven“.

“Jeg kan ikke lade være at tænke på det…”

“Hvad tror I at han vil sige til det ?”

“Nej… jeg spørger bare”, tilføjede den gamle Fjordling.

Livvagterne blev begge blege, de vidste udemærket hvad der kunne ske hvis kongen fik at vide at hans datter havde været i fare og de ikke havde været der hos hende.

“Spekulerer lidt over at jeg ikke fortæller far noget om alt det her, det havde I vel ikke haft så meget imod”, sagde prinsessen med et spørgende blik.

Livvagterne nikkede og så ned, der var intet de kunne sige.

“Tænker at I måske har lyst til at hjælpe mig med noget“, tilføjede prinsessen.

De nikkede begge endnu engang, hun havde dem præcis hvor hun ville.

Godt så - Her er en liste over det som i skal få fat på. I morgen drager vi ud og vi kommer ikke tilbage førend vi har hentet “Det Gyldne Øje”.

Erling hin Gamles hjerte fyldtes med varme. Han var stolt som ingen anden. Kongens datter havde i hans hjem afgjort at tage sin skæbne i egne hænder og derved også Fjordfolkets skæbne. Det var vist at stod det til prinsessen ville Fjordfolket endnu engang rejse sig med stolthed. Við skelvandi hondum lósu teir báðir lívverjanir yvurlitið.

Der var ikke noget at være i tvivl om, prinsessen mente hvert et ord i den allerdybeste alvor.

Dagen efter spadserede de ned igennem hovedgaden, de bevæbnede vagter var nok til at de fleste hold sig på behørig afstand, men der var en som ikke viste samme respekt.

Det var en ung dreng, knap halvvoksen, men alligevel gammel nok til at vide hvorledes han burde bære sig ad i adelens nærvær.

Men drengen var ligeglad, hurtig som vinden smøg han sig ind imellem livvagten og Erling hin Gamle og snuppede en pose fra hans lomme.

“Hey kom tilbage med den der, ” råbte Erling hin Gamle overasket over sådan at være blevet bestjålet.

Den ene af livvagterne satte i fuldt firspring og fik fat i kraven på drengens jakke, men han náede ikke mere end det så stod han med jakken i hånden, alt imedens drengen forsvandt ind imellem to huse som stod så tæt at ingen af dem havde en levende chance for at følge efter ham.

Erling hin Gamle undersøgte sine lommer og et smil bredte sig på hans ansigt.

“Hvorfor smiler du dog?”, spurgte livvagten som stod med jakken i hånden.

“Vent et lille øjeblik”, svarede Erling hin Gamle skælmsk og skuede i den retning drengen var forsvundet.

Det varede ikke længe førend en sort sky viste sig over tagene.

“Skynd jer!”, udbrød Erling hin Gamle imedens han strøg afsted imod den sorte sky.

Det lignede lidt tågen som når den lægger sig på bjergene, men havet blev dog noget mørkere end som var det tåge og det så ud som den sorte sky blot voksede og voksede.

Men så så det ud til at standse og skyen begyndte langsomt at fortage sig.

Ud af skyen kom drengen vaklende som var han blevet blind.

Han gik direkte i armene på følget som i hælene på Erling hin Gamle hastigt havde nærmet sig den sorte sky.

Erling hin Gamle tog om håndledet på drengen.

“Sagde jeg ikke du skulle komme tilbage med den pose ?”.

Drengen var skræmt fra vid og sans, “Jeg kan ikke se noget”, nærmest græd han.

“Det ved jeg” svarede Erling hin Gamle, “Dit syn kommer tilbage om et øjeblik”.

Drengen stivnede da det gik op for ham at det var den samme mand som han for et øjeblik siden havde stjålet fra.

“Hvem ejer dig?”, spurgte Erling hin Gamle imedens han lagde planer om at give drengens forældre et borgerligt ord eller to med på vejen.

“Ingen”, svarede drengen, “Mine forældre er begge døde”.

Prinsessen som havde holdt sig lidt i baggrunden følte et stik i sit hjerte, et var at drengen havde stjålet, men havde han virkelig ingen familie?

“Er der så ingen som passer på dig”, spurgte hun og lagde en hånd på armen hos Erling hin Gamle som læsnede sit faste greb i drengens arm.

“Nej”, hikkede han.

“Har du så ingen familie”, prinsessen følte sig ilde til mode, hun havde selv som fireårig mistet sin mor så hun vidste hvor hårt det kunne være ikke at have forældre, eller i hvert fald kun at have et forælder.

“Kun farmor”.

“Hmm”, brummede Erling hin Gamle “Så kan du fortælle os hvor hun bor”.

“Nej hum må ikke få noget at vide, det ville volde hendes hjerte stor sorg”, begyndte drengen.

“Jo men at stjæle er forkert, det er ikke noget som bare er i orden og hvis ikke nogen holder øje med dig så gør du det bare igen”, fortsatte Erling hin Gamle.

“Hvis ikke jeg gør det får hun ikke noget at spise, der er ingen der vil give mig et job og jeg kan ikke lade hende sulte”.

Det blev stille, der var nogen sandhed i det han sagde, i hvert fald som han så ud just i det øjeblik. Hans tøj hang i laser og han var snavset fra top til tå. Den sorte farve fra blæksprutten som han havde fået skudt lige i fjæset da han kiggede i posen understregede hans ynkelighed.

Der gik et stykke tid førend Erling hin Gamle begyndte at tale: “Hvis du lover ikke at løbe så slipper jeg din arm Um tú lovar ikki at renna so sleppi eg armin á tær, men tú skal játta at fylgja okkum heim til ommu tína”.

“Til gengæld lover jeg ikke at fortælle om denne affære, men jeg vil tale med hende for at finde en løsning på det hele således at du ikke behøver at stjæle længere”.

“En dreng på din alder bør gå i skole og lære hvordan man bliver en ordentlig mand”.

“Hvad siger du til det”, sagde Erling hin Gamle.

“At gå i skole?”, forsøgte drengen sig.

“At blive en rigtig mand - Det er noget du selv kan vælge, ser du… ja du kan gå og stjæle og hutle dig gennem livet, men du kan også vælge en anden vej - den rette vej”.

“En vej uden svig og tyveri. Det er en hård vej, men en du kommer til at glædes over når du bliver ældre”.

Drengen som langsomt var ved at genvinde sit syn forsøgte at iagtage den gamle mand.

Det som manden sagde lød godt, men hvorledes kunne han vide hvor hårdt livet var. Han havde jo tydeligvis mad i munden, tøj på kroppen og et ordentligt hjem at bo i.

Hvad havde han selv og hans farmor?

En rønne der var faldefærdig. Mad, jo hvis der var noget til overs hnår farmor havde fået sin mad. Ofte var han nød til at lyve for hende.

Erling hin Gamle viste ham sin arm.

Drengen talte syv mærker som lignede dem en blæksprutte kunne lave på hvaler og andre skabninger.

“Ved du hvad det her er”, spurgte den gamle mand.

Drengen nikkede “Blæksprutte?” svarede han spørgende.

Erling hin Gamle sagde ikke noget han nikkede kun, “Så sulten har jeg været at jeg har har været nødsaget til at kæmpe imod Sorte Otto for at finde noget at spise.

Drengen kiggede på Erling hin Gamle. Gamle Otto….

Han havde hørt historier om en blæksprutte ældre og farligere end alle andre og Erling hin Gamle havde kæmpet med ham?

Det var svær for ham at tro på det han han havde hørt.

“Du fortæller mig at du har været i kamp med Otto”, spurgte han mistroisk

“Ja”, svarede Erling hin Gamle.

“Men både dig og Otto er levende - Ingen er nogensinde sluppet godt fra at være i livtag med Otto…”

“Sagde jeg livtag? Nej jeg sagde jeg havde kæmpet mod Otto, det er ikke det samme”.

“Nej men Otto?”.

Der var ingen vej uden om så Erling hin Gamle fortalta ham hele historien om hvorledes han og Otto begge havde fundet en tangskov som de havde tænkt sig at benytte, Otto forsi han skulle benytte den til at skjule sig i og Erling hin Gamle, ja han havde haft planer om at høste tangbladene for derefter at spise dem.

Ikke så underligt at de to ikke havde kunnet enes om hvad tangskoven skulle benyttes til.

Otto var yngre dengang og Erling hin Gamle havde held med at snyde Otto således at han kun havde kunnet gøre brug af en enkelt af sine fangarme ved at fortælle Otto om den Gordiske knude just som han havde tænkt sig at spise Erling hin Gamle.

“Den Gordiske knude?” spurgte drengen.

En anden historie jeg fortæller dig om en anden gang hvis det har interesse.

Drengen nikkede, det var længe siden at nogen anden end hans farmor havde givet udtryk for at han betød noget for dem, enndog blot sagt et enkelt ord til ham.

Jo måske skulle han lytte til hvad Erling hin Gamle havde at sige.

Noget senere ankom di til farmorens hus.

Imedens drengen ventede i køkkenet og forberedte et måltid til farmoren og gæsterne talte farmoren og Erling hin Gamle sammen.

De talte længe og da farmoren til slutt kom ud i køkkenet smilte hun bredt da hun så drengen og hun omfavnede Flógva som han kaldtes.

“Erling hin Gamle siger du er en dreng med evner og at han gerne vil tage dig i lære… jeg er så stolt af dig min kære Flógvi”, hun strøg ham kærligt imedens hun talte.

Flógvi var stadig i tvivl, hvad skulde han dog læres til?

“Lærer”, farmoren smagte på ordet. Din farfar var lærer, vidste du det ?”.

Drengen rystede på hovedet. Lærer hvordan skulle han dog blive lærer når han aldrig havde gået i skole.

Men ikke alle lærere har gået i skole skulle han senere i livet sande.

Afgørelsen var taget. Flógvi skulle i lære hos Erling hin Gamle og læretiden begyndte med det samme.

Erling hin Gamle fortalte drengen at prinsesse ville sikre farmoren et sømmeligt liv og hvorledes prinsessen når de kom tilbage med “Det Gyldne Øje”, ville sikre at alle fremover skulle have et sømmeligt liv når de blev gamle.

Et liv hvor intet manglede, hverken, mad eller hjælp hvis det var dem man havde behov for til et liv hvor man kunne ældes med glæde.

Dagen efter gik forberedelserne til færden stadig i gang og Erling hin Gamle stod og iagttog tvillingerne Brimil og Taru sum farmoren havde fortalt de hed.

En dreng og en pige, så forskellige som dag og nat.

Brimil stor og farlig at se på. Ikke en du havde lyst til at lægge dig ud med. Samtidig var hans bevægelses still og rolige som bar han rundt på et råddent æg.

Tara på den anden side var lille og kvik. Talte som et vandfald, var ikke til at stoppe og diamentralt modsat sin bror va hun lille og kvik, ustoppelig og buldrende som kun få.

Hun smilte imedens hun sammen med sin bror, stod på en stor pigrokke der svævende igennem vandet med en utrolig fart, de nærmede sig hastigt følget og de standsede først lige før de tordnede ind i følget.

Tara sprang ned fra pigrokkens bag “Hej”, råbte hun idet hun i en flyvende saltomortale sprang ned. Hun landede lige ved siden af prinsessen “Nøj hvor har du dog smukke klæder”, hun lod fingrene løbe igennem stoffet i prinsessens kjole.

Den ene livvagt skulle til at tage Tara og løfte hende bort, men prinsessen stoppede ham.

“Tak”, “I er godt nok gode til at ride på pigrokker, jeg tror aldrig jeg har set nogen håndtere dyret så godt før”

“Selv tak”, svarede Tara og lyste op i et bredt smil.

Brimil som var kommet ned af pigrokken, nikkede imedens han bandt remmene til en pæl som gjorde det muligt for pigrokken at svømme langsomt i ring.

“Vi tænkte at I måske havde lyst til at hjælpe os?”, sagde prinsessen.

“Med hvad da, om jeg så må spørge” svarede Tara legende.

“Jo ser I, vi er på vej til Dybets Borg”. Det blev meget stille.

Tvillingerne kiggede på hverandre. Det var ikke ofte at Tara var mundlam, men Dybets Borg, dette var et eventyr større end noget hun havde drømt om.

Som hun kiggede fra ansigt til ansigt dvælede hendes blik ved Flógvi. Hun lod ikke sit blik glide videre førend et lille smil viste sig på drengens læber.

“Dybets Borg… langt væk hvis i spørger mig, selv om vi bruger pigrokker kommer turen til at tage et par dage eller deromkring.”

“Er I sikre på at det er det i vil?” spurgte Tara.

“Ja”, svarede Erling hin Gamle “Vi ønsker også at betale godt for jeres hjælp”.

“Penge er ikke spørgsmålet2, kom det fra Brimil.

“Det er mere om vores far giver lov, her er mere end nok at gøre med Søhestene og pigrokkerne”, fortsatte han.

“Jeg forstår, men så må vi hellere spørge jeres far!”, svarede Erling hin Gamle.

Tara var oppe på pigrokket i et hop “Kom så alle sammen, vi er dem der er daffet”.

Et øjeblik senere var følget med rasende fart på vej hjem til Brimil og Taras far.

“NEJ IKKE TALA OM!” råbte faren. “Sådan en gang galimatias. En tin er at Erling hin Gamle taler om sådanne fantasier, men ikke tale om at mine børn skal med! De har mere end nok at gøre her med Søhestene og med indkrævning for Gyldenblad.

Erling hin Gamle fnøs – denne mand havde den frækhed at kalde hans plan for galimatias og anklagede ham for at bringe prinsessen og Flógvi i uføre og det samtifig med at han lod sine børn arbejde for den største lånehaj i riget som var var alt andet end stueren når det kom til at behandle sine kunder med respekt.

Erling hin Gamle havde justr hørt historien om hvorledes Gyldenblad havde presset den gamle søde enke som var hun en anden citron for hvert øre hun havde haft og dernæst havde taget hendes hus, hvordan kunne denne mand tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved andres levned?

Men Erling hin Gamle forstod også at de ikke kom længere. Det bedste de kunne gøre var at leje en gruppe Søheste og så tage den lange vej. Når de kom så langt så kunne de forhåbentlig finde en som var i stand til at vise dem vej igennem Sortsøjleskoven.

Det var tydeligt at tvillingerne absolut ikke var tilfreds med det som deres far pålagde dem og det var med bitter smag i munden at de så følget ride bort på deres Søheste.

Da Sortsøjleskoven kunne skimtes ude i horisonten kom de til de yderste huse, de havde hørt at der boede en bonde med sin familie og det viste sig at holde stik.

Ollie som bonden hed, var ikke glad for tanken om at lade konen og hele seks børn alene tilbage, men de glitrende sten som prinsessen tog op af sækken afgjorde sagen, han kunne ikke andet. Han havde simpelt hen ikke råd til at lade være.

For det som prinsessen tilbød ham kunne han give sin kone pog børnene mad og klæder i lang tid fremover og følget havde lovet ham endnu mere hvis han ville vise dem hele vejen igennem Sortsøjleskoven.

En opgave der ikke burde være alt for svær da krabberne endnu ikke var kommet sydpå endnu.

Sortsøjleskoven var ikke et rart sted, og var det ikke fordi at færden uden om den havde været alt for farlig ville følget aldrig have sat sine fødder i den.

“Er langt til Dybets Borg?”, spurgte Flógvi.

Ollie bekræftede endnu engang det faktum. Tålmodighed var med al tydelighed noget som drengen kunne lære noget om.

Pludselig skælvede bunden og en af de sorte søjler brækkede midt over.

Bobler sydede ud af den knækkede søjle og det føltes som om alt pludselig blev meget varmere.

“Pas på, det begynder snart at koge, skynd jer videre så I ikke brænder jer”.

Forsamlingen kiggede med store øjne på den store søjle hvorfra sorte røgfyldte bobler steg op.

De skyndte sig forbi og efter et lille stykke tid var den brækkede søjle forsvundet imellem alld de andre som fyldte Sortsøjleskoven.

“Hvad er det egentlig for nogle søjler”, spurgte Flogvi tydelig mærket af hændelsen og Erling hin Gamle gjorde sit bedste for at forklare fænomænet.

“Alle de her søjler som du ser er en slags åndehuller hos verden”.

“Verden ser du er ligesom en kedel og søjlerne er lidt som tuden på kedelen der dampen forsøger at undslippe”.

“I denne skov af søjler kan du finde alskens råmaterialer, både som kan benyttes som fødevarer og til at lave værktøj og redskaber samt mangt andet ud af.”

“Men så længe alle frygter det der kommer fra Dybets Borg så kan råmaterialerne her aldrig komme nogen til nytte… det er sørgeligt”.

Erling hin Gamles hoved sank forover og var det ikke fordi Bonde Ollie havde råbt så var han helt sunken hen.

Han forstod ikke rigtigt hvorledes Ollie havde båret sig ad

men Ollie havde i samme øjeblik, både nået at se søjlen brække og at prinsessen var i livsfare.

Det havde lykkedes ham at fø Søhesten til at suse fremad og i sidste øjeblik havde han formået at skubbe prinsessen væk fra den faldende søjle.

Selv blev han kastet fremad

Der skulle gå en rum tid inden nogen af dem kom til at kende Bonde Ollies skæbne fordi ud af kaoset kom Havgrims mænd og de blev alle undtaget Bonde Ollie taget til fange og bundet godt og grundigt således at ingen af dem havde en chance for at stikke af.

Havgrims mænd grinede - det var ikke hver dag at de gjorde en sådan fangst, Havgrim ville blive meget tilfreds.

Bonde Ollie lå under søjlen og så hvad der skete igennem en sprække, han var dødsensræd. ikke blot var han fanget under den nedfaldne søjle, men hele følget var faldet i Havgrims klør og selv lá han fuldstændig hjælpeløs her.

Kun levende fordi Bessa, som Søhesten hed, med sin krop havde beskyttet ham imod denne ulykke som mest af alt havde mindet ham om et stenskred.

Et stenskred skabt af disse lømler som havde taget følget til fange.

Søhesten ømmede sig, det skar i bondens hjerte at se dette stolte dyr ligge fanget her sammen med ham.

Han klappede hesten “Lig stille min kære; jeg skal nok finde en måde at komme ud af den her klemme”.

Om Bessa vidste at han løj eller ej fandt han aldrig ud af. Men det var som om hans ord vækkede noget i Bessa.

Hun spændte sin krop og det gjorde at bonden fik vrikket sig løs.

Der gik ikke lang tid til han fik ryddet så meget af stenene bort at han kunne hale hesten fri.

Men ak, det var for sent og Bessa lukkede øjnene imedens bonden holdt om hendes hals.

Om det var et smil som Ollie så da Bessa døde kunne han ikke være sikker på, men en ting var sikkert; Havgrim skulle ikke få lov til at gøre følget fortræd.

Der gik kun kort tid førend Ollie fandt sporene efter følget og deres vogtere. Det blev en tung nat men til sidst lykkedes det og han indhentede følget og lagde sig på lur i hvad han formodede var et trygt skjulested.

Hvis kloen havde fået ordentlig fat første gang havde døden været vis, men krabben fik kun fat i kappen og bonden var hurtig til at smutte ud af den.

Han pressede sig igennem sprækken.

Han turde næste ikke at kigge bag om sig så frygtelig havde synet været da krabben fik fat i kappen. men han måtte vide om krabben var fulgt efter ham.

Fjæset han stirrede lige in i var frygteligt at skue.

Øjnene så ud som stirrede de ind i hans sjæl og han gøs.

Et øjeblik stod han tryllebundet - Det føltes som en evighed.

Men han fik revet sig løs og skyndte sig afsted så hurtigt som hans ben kunne bære ham.

Ollie satte kurs imod noget som lignede et lille koral rev.

Han havde mistet enhver form for overblik over tid og sted imedens de legede denne dødsensfarlige tagfat med Kongekrabben som hele tiden meget nærværende hold sig tæt i hælene på ham.

Hulen i koralrevet havde en tryghed over sig og mundingen var for smal til at krabben kunne følge efter ham, bonden løb derfor alt det han kunne imod åbningen.

Han var ikke mere end kommet op til mundingen da et andet uhyre stak sit grimme ansigt frem.

En murenål større end nogen Ollie før havde set stak hovedet ud.

Ålen havde mærket at noget udenfor rørte på sig og det plejede at betyde at middagen var i hus.

Bonden stod bomstille imedens Mureneålen smøg sig hele vejen ud. Det var som frygten gjorde at han som naglet til bunden. Just som det vældige gab spiledes op for at sluge ham og han kastede sig mod bunden, kom et klo ham til undsætning.

Kongekrabben havde fået øje på en større og lækrere bid end Bonde Ollie.

Bonde Ollie skyndte sig at stikke af uden at vente på hvad resultatet blev af denne kamp imellem disse frygtelige titaner kunne ende med.

Det var med bævende angst i hele kroppen bonden langt om længe fandt sporene igen og det var ikke med mindre frygt han fulgte dem helt til Dybets Borg hvortil hans fæller var blevet ført af ransmændene.

Ikke langt borte så bonden en flok tangfugle.

Kunne han fange en af dem så kunne han ride på den op til borgen.

Hvis han skulle klatre ville han ikke have en chance og hvem kunne vide hvilke farer der lurede i hulerne som lá imellem ham og borgen og som slet ikke virkede spor trygge at se på længere.

Erling hin Gamle, Flógvi og livvagterne forsøgte alt det de kunne, men stærke hænder holdt dem så fast at der intet var at gøre andet end det som fangevogterene ville. Døren til cellen var tung og det buldrede da den blev smækket op.

De blev kastet ind, en efter en, lige ind på et gulv som begyndte at hælde des flere de blev derinde.

“Hold jer på midten, eller ryger i lige i dybet, gulvet er en rokkesten”, råbte den største af fangevogterene grinende.

De gjorde som han sagde og det var et held at de havde náet at høre hans ord for gulvet var begyndt at hælde faretruende og de forstod at røg de i dybet som fangevogteren sagde, ja så var der ingen redning forude.

Fængselscellen var som celler flest, mørk uhumsk og bestemt ikke et sjovt sted at være, men prinsessen hun havde det ikke meget bedre.

Imedens resten af hendes følge var blevet ført til fangekælderen så var hun blevet ledet op i et af tårnene.

Da hun ført af to kæmpestore lejesvende trådte ind i Havgríms kammer løb det koldt ned af ryggen på hende, skønheden skar i øjnene og de røde gardiner fremmanede en stemning som skulle rummet være et rum for en konge, men intet kunne skjule følelsen af at dette var kammeret hos en ondskabens tjener som kun var kommet dertil som han var ved at røve, snyde og udnytte andre helt uden omtanke eller samvittighed.

Et bord stod midt i rummet og Havgrímur sad placeret ved bordenden.

“Sæt dig min kære”, sagde han og pegede på en stol som stod ved den anden ende af bordet.

En tjener halede stolen ud, men prinsessen blev stædigt stående.

Havgrim viftede med fingrene og lejesvendene tvang hende til at sætte sig.

“Hvorfor så stædig? Alt bliver meget lettere hvis bare du gør som der bliver sagt”, sagde Havgrim og var tydelig irriteret.

“Du er ikke min Herre. Du er intet andet end en tyv og en slyngel”, svarede prinsessen uden så meget som at blinke med en kraftfuld stemme.

Havgrim kunne ikke lade være at sammenligne prinsessen med hendes far, i sin tid havde kongen også været en stolt mand, men da hans kone døde var han blevet en skygge af sig selv, det havde været let at tage sceptret fra ham. Sceptret som nu ville gøre Havgrim til Konge over hele havets bund.

“Så, så ikke så sur nu, jeg ved du er glad for dit folk og ikke minds med dine frænder som just nu sidder i rokke rummet i min fangekælder”.

Prinsessen sagde intet men Havgrim kunne se på hende at ordene gjorde et dybt indtryk.

“Spis nu, vi kan ikke have at prinsessen går sulten i seng dagen inden hendes bryllup”, fortsatte Havgrim.

“Bryllup? Du er jo gal!”, udbrød prinsessen.

“Åh ja mon ikke også det”, svarede Havgrim med et udtryk som bebudede ondt.

“Du er rablende sindsyg - Jeg kommer aldrig til at giftes med dig, ikke nu og ikke om 1000 år”, protesterede prinsessen.

Havgrim slog en latter op “Bliv min, så slipper dine venner løs, hvis ikke så slår jeg dem ihjel og du bliver stadig min”.

Det gibbede i hende, Havgrims ondskab kendte ingen grænser og prinsessen vidste inderst inde at det nok var den eneste måde hun kunne redde sine frænder, hvis dog blot hun aldrig havde sat dette æventyr i gang!

Hvorfor skulle hun være så snarrådig, hvad var et scepter, når virkeligheden er at det enest der skal til for at være en god leder er et godt hjerte og omtanke for andre.

“Så hvis jeg gifter mig med dig så bliver mine venner ikke henrettet og de får lov til at forlade dette sted som frie mænd?”

“Ja selvfølgelig”, svarede Havgrim med et smil som var alt andet end betryggende.

Erling hin Gamle sad og skravede med sin stav. Han tænkte så det bragede.

Det havde lykkedes Flógvi at snuppe nøglebundtet fra fangevogteren inden denne smed ham ind i cellen og smækkede døren i. Ikke at det gjorde den store forskel.

Nøglehullet sad nemlig udenfor så der var ingen mulighed for at sætte nøglen i indefra og for at gøre alting værre så skulle der næsten intet til førend rokkestenen tippede og de alle styrtede i dybet til den sikre død.

En smal revne imellem væggen og stengulvet de sad på var det eneste som afslørede den afgrundsdyb som lå under dem hvis stengulvet tippede og ingen af dem havde haft den store lyst til at undersøge cellen nærmere.

De sad der blot og ventede på sin skæbne.

De havde hørt fra fangevogterene hvad som foregik i tårnet.

Hvis prinsessen gik med til at gifte sig med Havgrim, ja så var de reddede, men hvis hun sagde nej…

Tanken var frygtelig.

Ja det var næsten lige gyldigt, fordi selv om de blev redded så var prinsessen stadig fanget hos denne ondskabens tjener.

At tænke sig, den smukke sjæl gift med Havgrim.

Det var en vederstyggelig tanke; det var næsten bedre at falde ned i mørket.

Udenfor grinede fangevogterene. De hyggede sig i deres opholdsstue lidet vidende om Bonde Ollie.

Efter en længere indsats havde det lykkedes ham at fange en Tangfugl og efter en endnu større indsats havde han formået at få fuglen til at bære ham op til et vindue hvor han havde smøget sig indenfor.

Hvorledes han skulle finde sine frænder vidste han ikke endnu.

Ej heller hvorledes han skulle finde vej herinde. Det var rent held at han kom forbi opholdsstuen hvorfra han kunne høre fangevogterenes snak.

Ja de sidder så søde og venter…”, latteren der fulgte udsagnet var fyldt med ondskab.

“De tror virkelig at de bliver reddet hvis prinsessen gifter sig med Havgrim.

“Stupide fjolser - De burde vide at så snart de er gift tager han sceptret og kroner sig selv til enehersker over hele havbunden”.

Når prinsessen er hans, kan intet stoppe ham, kongen af Fjordfolket har gjort klart at når prinsessen blev gift skulle hun arve riget”.

“Ingen kommer til at sætte sig op imod ham, fordi alle kommer til at tro at prinsessen har giftet sig af fri vilje og derfør bør hun få sin arv”.

Fangevogterene grinte igen.

“Og hvem bedre end Havgrim til at forvalte den…”

Latteren buldrede igennem gangene og Ollie vidste at han hurtigst muligt var nød til at finde resten af følget.

Og hvad var det fangevogterene havde sagt - At de sad og ventede…?

Gad vide om de sad bag en af disse døre?

Ollie sneg sig op til den første dør.

Det var ikke just følget han så men “Det Gyldne Øje som lå på en søjle som kun kunne forceres hvis nu man fik vippet den rokkesten ned og lukket gabet. Døren var låst med et meget stor lås. Et eller andet frygteligt måtte lure i dybet ellers havde den sten ikke ligget som den lå, men måske hvis han…

Ollie strakte sig så langt han kunne for at nå rokkestenen.

Han klarede at trykke på den og stenen bevægede sig.

Skrigene fra rummet ved sidan af stoppede ham.

Latteren buldrede inde fra vagtrummet. Et øjeblik stod han uden at vide hvad han skulle gøre. Så prøvede han igen.

Skrigene var højere og latteren den samme.

Han fattede intet, men stenen havde flyttet sig et lille stykke længere. Nysgerrighed fik han til at sætte sit forehavende til side og snige sig over til den anden dør hvorfra skrigene var kommet.

Han kiggede gennem lugen og blev mødt af et frygteligt syn. Helt oppe imod væggen stod hans venner på en sten som gik ind i et hul i væggen. De stirrede ned i dybet; noget så ud til at røre sig langt neden under dem. Pludselig gik sanheden op for ham og han opdagede med gru hvor tæt på han havde været ved at sende dem i dybet.

Han åbnede lugen i døren helt. “Jeg skal nok få jer ud”, hviskede han så højt som han turde, dog ikke så højt at fangevogterene kunne høre ham.

“Det kan du ikke - jeg har nøglen”, svarede Flógvi.

“Så smid den over til mig, prøv at ramme sprækken som er imellem døren og gulvet”.

Flógvi fik nyt mod, så kunne de måske slippe væk trods alt.

Han sigtede og kastede derefter. Nøglen føg gennem rummet og endte som agtet med at skride ud under døren.

“Huzzah”, mumlede Flógvi og knyttede sejrsikker næven.

Ollie så nøglen smutte under døren og ud af gulvet men inden han náede at få fingrene i den var den røget forbi ham og endte i en revne i gulvet.

Tiden det tog inden Ollie hørte nøglen ramme bunden på hullet nøglen var røget i fortalte ham at dette ville ikke blive en let opgave.

Han skyndte sig over til sprækken; Nå helt umuligt så det heller ikke ud.

Han lagde sig på gulvet og strakte sin arm så langt han kunne.

Fingrespidserne rodede i mørket og til sidst kunne han føle nøgle,

Havde det ikke været for det skælv som ramte Dybets Borg, havde han helt sikkert fået fat i nøglen i første forsøg, men ak.

Det gik hverken værre eller bedre end at en sten løsnede sig fra væggen og ramte Ollie lige i hovedet.

Var det ikke for skaldhjelmen så havde det været værre.

Men heldigvis så bar han hjelm.

Der gik et øjeblik inden Bonde Ollie kom sig og han rejste sig op.

Foran ham stod en gammel mand.

Bonden fik et mindre chock.

Manden der stod foran ham var af Fjordfolkets æt, men hans klæder så ud som dem de ældste bar for flere hundrede år siden.

Ollie blinkede og rystede på hovedet, stenen måtte have ramt ham meget hårdt!

“Nej jeg er her - ligesom du er her”, sagde den gamle mand.

“Men hvor kom du fra?”

“Jeg har været her hele tiden”

Ollie fattede ikke rigtigt, men lod det ikke ses. Den gamle smilte som om han vidste hvad Ollie tænkte.

“Du skulle lige til et eller andet, ikke sandt?”, spurgte den gamle.

Pludselig kom bonden i tanke om nøglen som han knyttede fast om. Bonden kiggede på den gamle mand som pegede imod døren som ledte til rummet med “Det Gyldne Øje”.

“Det Gyldne Øje?” spurgte bonden.

“Det er dit valg, hvis du bringer Det Gyldne Øje tilbage til kongen så kan du sandsynligvis redde både gården og brødføde din familie resten af dit liv, der hersker meget lidt tvivl om at kongen ville belønne dig fyrsteligt derfor. Det vil ikke være svært at slippe afsted med sceptret…”

“Du vil have mig til at vælge imellem Øjet og vennerne?”

“Nei det er ikke mig som vil have dig til at vælge - Det er skæbnen.”

“Jamen der er ikke noget at vælge imellem…”

Da Bonde Ollie gav dette svar smilede den gamle mand og forsvandt i et blændende lysglimt.

Da bonden havde blinket et par gange opdagede han, at han stadig lå på gulvet og at hans hånd som var nede i sprækken var fast knyttet om nøglen.

Et lille skælv mere rystede borgen.

Ollie sprang op… Vennerne!

Det var i sidste øjeblik at han fik døren op og følget kom stormende ud.

En muræneål større og frygteligere end nogen anden Ollie havde set, stak hovedet op af hullet der var kommet i cellen.

De forsøgte at presse døren i, men forgæves.

Heldigvis stod de på den rigtige side af døren da murænen skubbede den op og smøg sig ind ad gangen.

Skrigene fra vagtstuen der fangevogterene for blot en kort stund siden havde siddet og grinet, var frygtelige.

Til alt held var cellerne i en afsides krog af Dybets Borg så der var ingen der opdagede hvad som foregik.

“Denne vej, hurtigt!”, råbte Bonde Ollie og ledede følget længere ind ad gangen og til sidst ind af en sidegang hvor han fik knaldet døren i og sat slåen til og ikke et sekund for tidligt, for murænen havde fået færten af dem og var i hælene på dem.

Døren skælvede og gav sig grundet murænens forsøg på at komme igennem, men heldigvis var den af godt stof og holdt derfor stand imod dens angreb.

!Trapperne er denne vej”, sagde han og strøg afsted.

“Hvad nu?“

“Vi må finde prinsessen inden Havgrim når at gifte sig med hende”.

“Ja Havgrim har lovet hende at I skal benådes hvis hun gifter sig med ham - hun har sagt ja, men bad ham om at vente til i morgen så hun kunne få hvilet sig”.

“Det indvilligede Havgrim i - men han havde ingen planer om at holde sit ord. Hans plan var at gifte sig og så overlade jer alle til at rådne eller fald i dybet, hvad der nu engang ville ske først.”

“Hvordan ved du det?”, spurgte en af livvagterne.

“Jeg overhørte hans mænd tale om det”, svarede bonden.

Da tog Erling hin Gamle til orde.

“Ingen skal tro det Havgrim siger”.

“Hans ord har ingen nogensinde kunnet stole på, tro mig, jeg har både hørt hvad Havgrim har gjort og set hans værk”.

Følget stod tavse et stykke tid - de havde allerede følt Havgrims værk på deres egen krop.

Efter i længere tid at have ledt, fandt de til sidst rummet hvor Havgrim havde låst prinsessen inde.

De to vagter som passede på indgangen til værelset blev hurtigt overmandet af livvagterne.

Deres mange års træning kom endelig til nytte og snart efter var hele følget samlet inde hos prinsessen som fik hele historien fra dem og det blev hurtigt klart for dem at de måtte flygte, men hvorledes?

Den eneste vej ud var enten igennem gården hvor de fleste af Havgrims mænd sov, eller ud gennem vinduet, men der var intet neden under undtaget dybet.

“Jeg har det, - tæpperne!”, udbrød prinsessen

Tæpperne? - De kiggede spørgende på hinanden. “Ja tæpperne, hvis vi holder fast i hjørnerne, så kan vi bruge dem som vinger…”

“Hvordan dog?”

“Jo se her”, prinsessen tog fat i et hjørne af tæppet, pegede på det andet hjørne og gav Flógvi besked om at tage fat i det.

Erling hin Gamle fangede hendes ide og gav Ollie et hjørne imedens han tog det andet.

“Præcis således og for at vende haler man ned foran… Lad være at tænke for meget over det, vi kan sagtens klare at dreje omkring borgen og lande et stykke væk.

Der gik ikke lang tid så svævede følget udenfor Dybets Borg på vej imod friheden.

Høje råb og glimtende lys i vinduerne bebudede at deres flugt var opdaget.

Førend de vidste af det så en af Havgrims mænd dem som de svævede forbi et vindue.

“De er udenfor”, gjaldede råbene og skikkelser begyndte nærmest at komme sprøjtende ud af hovedporten.

Følget svævede ned et godt stykke fra hovedporten.

“Hurtigt afsted”, råbte livvagterne.

“Det nytter intet, vi kan ikke slippe væk, de er for hurtige.

“Ingen giver op nu - Den vej!”, råbte Bonde Ollie og pegede imod Sortsøjleskoven som kunne skimtes i det fjerne.

Følget tog flugten i fuldt firspring, men Havgrims mænd nærmede sig hastigt og var lige ved at indhente dem da pludselig mørke skygger strøg forbi dem og lige imod forfølgerene som pludselig stoppede.

En af skyggerne vendte rundt og strøg tilbage imod følget.

Som skyggen nærmede sig så de at det var en pigrokke og på den stod den ene af tvillingerne.

“Hurtigt, spring op!”, blev der råbt og følget lod ikke vente på sig.

Forfølgerene havde mandet sig op og begyndte langsomt at nærme sig pigrokkerne som forsøgte at lægge sig imellem forfølgerene og følget for at beskytte dem.

Og for at gøre situationen værre havde en af forfølgerene formået at klatre op på ryggen af hvad der så ud til at værer fører rokken. Det så ikke smukt ud men han klarede at styre dyret bort fra gabet der skilte dem og de fleste af rokkerne fulgte efter lidt forundrede over denne rytter.

Pludselig gik en kraftig rystelse igennem havbunden.

Tvillingerne drev pigrokkerne de red på fremad og med rygende fart strøg de bort fra Dybets Borg.

Forfølgerene havde svært ved at stå på benene og forsøgte at bevæge sig fremad.

Den ene rytter som havde klaret op på ryggen af pigrokken mistede taget da den vendte og han faldt ned.

Da havbunden slog revner fyldte rædselsskrig mørket, men de blev druknet i skælvets dundren.

Bag det flygtende følge tog bundskælvet til i styrke og Dybets Borg begyndte at hælde faretruende til den ene side.

Som sprækkerne i havbunden forøgedes i antal hældede borgen endnu mere, alt imedens tårnene revnede.

Til slut slugte dybet Havgrims borg og alle hans mænd.

Den ene af tvillingerne nåede at se bagom og fik pigrokkerne til at sætte farten ned.

Men ingen af de andre nåede at se noget for de havde nok at gøre med at holde fast så de ikke faldt ned af pigrokken der vendte og drejede sig for at slippe bort fra alt kaoset.

Tara råbte til dem og et træk i remmene fik pigrokken til at vende og de kunne nu alle se at faren var drevet over.

Et gabende hul og lidt sand som rolig svævede bort var alt som kunne ses efter Havgrim og Dybets Borg.

Hjemturen var noget mere behagelig end turen derud da den foregik langt over Sortsøjleskoven, kongekrabber og andre uhyrer der måtte gemme sig dernede og tvillingerne kunne endelig fortælle om hvorledes Tara havde plaget sin bror indtil han gik med til at forsøge at finde følget, en stædighed som de leende kunne enes om i dette tilfælde ikke havde været så ringe ennda.

Kommet tilbage til gården kom bondekonen dem i møde. De havde følt skælvet hele vejen fra Dybets Borg, men heldigvis var ingen af dem kommet til skade og alle sammen tog fat og fik bondens hus på fode igen.Prinsessen, livvagterne, ja selv pigrokkerne fik lov til at lægge kræfter i og ved fælles hjælp fik de huset i så god stand at bonden kunne husest der sammen med sin kone og sine børn.

“Vi kommer tilbage og hjælper jer så snart som jeg har været hos min far og fortalt ham om vores færd”, sagde prinsessen idet hun steg op på ryggen af pigrokken.

“Jeg bliver her og hjælper Bonde Ollie, men jeg synes at Flógvi skal følges med dig hjem til sin farmor”, sagde Erling hin Gamle.

“Det synes jeg er en god ide”, sagde Tara og smilede.

Kommet til byen spurgte prinsessen om Flógvi og tvillingerne ville med ind og besøge Koralslottet, men drengen undskyldte sig og mente det munde være bedst hvis han tog tilbage til farmoren og forklarede alting… eller næsten alting for hun skulle helst ikke blive så bange at han aldrig fik lov til at gå ud igen.

Prinsessen grinede og tvillingerne tilbød i stedet at sætte prinsessen og livvagterne af ved slottet førend de fulgte Flógvi hjem, men de sikrede sig først at de alle kunne få lov til at komme på besøg en anden gang.

Det syntes prinsessen lød som en rigtig god ide og sådan skulle det blive.

Kommet tilbage til slottet trådte prinsessen ind i tronsalen.

Kongen der sad på sin trone og var fuldstændig faldet i staver, lyste op da han så sin datter og selv om fortalte alting og at det ikke havde lykkedes for dem at hjembringe Det Gyldne Øje så mente kongen nu at mangt var vundet ved hendes færd.

“Du kan være glad for at du har trofaste frænder. Det vigtigste er at du er i live og nu Havgrim er væk så kan vi måske bygge riget op på nyt og alt kan blive ligesom i gamle dage”.

Men prinsessen svarede “Nei - ikke som i gamle dage”.

“Fremover skal alle i riget have del i alting”.

“Vi skal ikke som før bare få uden at yde noget for det end blot vores ord, vi skal ligesom alle andre gøre vores del til at gøre dette til et godt sted at være”.

Kongen nikkede - Han ville tænke over hendes ord - og bestemte at syv dage senere skulle der holdest bal. Kongen sendte bud til alle i riget om at nu var der bedre tider forude.

Og da bal-aftenen oprindte og festen var kommet godt i gang, hændede rigets fornemste kunsthåndværkere prinsessen et nyt scepter.

Øverst på krystalperlen stod der:

Af al den rigdom som livet har at byde på til at gøre livet godt er den største skat af alle at have sande venner.

Prinsessen smílede fordi hun vidste nemlig at venner er vigtigere en alverdens rigdom og at det mest værdifulde man kan eje er trofaste venner og dem kunne man egentlig ikke eje, men at havde man sådanne så kunne man vinde over enhver forhindring og løse ethvert problem.

Festen varede i flere dage og de var alle inviteret med, Erling hin Gamle, Flógvi, Tara og Brimil, Bonde Ollie, konen og deres børn og aldrig før havde de haft det så godt som netop da, for bedre frænder kunne man ikke finde og som prinsessen lovede det, således skulle det være i al tid fremover.

Og Fjordfolket hvor er de nu ? - Jeg ved det ikke, sandsynligis ude på nye spændende æventyr tænker jeg.

Går du en tur ved standkanten kan du af og til se noget som minder om en Fjordling i brændingen, men pas godt på og husk altid at følges med en voksen hvis du tager ud og leder efter Fjordfolket. </fc>

Din støtte er velkommen



fjordfolket_dk.txt · Last modified: 2015/04/01 04:30 by einarpetersen